NORDIC CUP RACE 2

 

18 sejlere var mødt til start fredag den14. maj 2010 i lagunen på Amager Strandpark.

4 fra Norge, 1 fra Sverige og 13 fra Danmark.

Det var let overskyet, 7-10 m/sek vind fra NV og temperaturen var 10 grader.

Dommer var sædvanen tro Flemming Palne, som dømte godt og retfærdigt, selvom man ikke altid var enig med ham.

Nummerpige var Jonna, som også var vært for både chokoladekage og  ”gude-kransekager”.

Bådsmænd var Henning, Leon og Kenneth, som alle var en stor hjælp ved havari og flytning af bane.

Det blev hurtigt klart for alle, hvem der skulle kæmpe om den samlede sejr.
Torvald og Søren lå for det meste i front og kæmpede mod hinanden, med Lars som drillede dem ind imellem.

Efter dem var en gruppe sejlere, som var meget jævnbyrdige, der til tider også blandede sig i toppen.

Vinden var skiftende i styrke mellem A og B rig, så der var en del taktik om hvad rig man valgte i den enkelte sejlads. Der var som altid nogen, som havde havari af forskellig slags og måtte udgå.

Fredag aften var der fælles spisning på kinesisk restaurant. Her var koner og kærester også inviteret.

Vi havde nogle hyggelige timer med mad  i alverdens afskygninger fra det kinesiske køkken.

Lørdag morgen kl 9 mødte den hårde kerne op i silende regnvejr, stadigvæk med vind fra NV. Alle sejlede nu med B rig. Vi vidste alle, at det blev en våd og kold omgang.

Alle havde klædt sig på til vejret men som tiden skred frem stod det klart, at vi nok måtte slutte før tid p.g.a. regn.

Til sidst var der kun 13 både på vandet, og vi fik sejlet 9 sejladser før vi blev enige om at slutte med at sejle. Vi riggede af mens Kim og Søren talte point sammen.

Til slut vil vi sige mange tak til alle dem som hjalp til, og gjorde det muligt at få denne regatta til at forløbe som planlagt. Og samtidig håber vi at alle har haft en god oplevelse trods det dårlige vejr.

Kim og Brian