Personligt sejlnummer

Bestyrelsen for Modelsejlklubben har besluttet, at vi vil indføre et system med personligt sejlnummer. Grunden for at indføre det skyldes flere ting. Dels er Danmark et af de sidste lande i verden, som ikke har et sådant system, og vi vil ikke stå tilbage for de andre. Der hvor vi dog ser den største fordel, er for de sejlere som ofte skifter både ud. Her vil det være muligt at genbruge rigge fra den gamle båd, uden at skulle ændre numre i sejlene. Det er nemlig ofte meget svært at skifte numre i sejlene, da de fleste bruger sprit-tusch til at tegne numrene med. Selvfølgelig skal de rigge og sejl man sejler med, være målt til båden, og under flerdags stævner er det selvfølgelig heller ikke tilladt at skifte båd under stævnet.

For at sikre os, at det ikke bliver misbrugt eller taget useriøst, samt det ekstra arbejde, der vil være i bestyrelsen, har vi valgt, at det ikke vil blive gratis. Beløbets størrelse kan man altid diskutere, men det er bestyrelsen nået til enighed om. Andre steder i verden vil man kunne se tilsvarende beløb, og samtidig skal man så huske på, at kontingentet i Modelsejlklubben er meget lille sammenlignet med udlandet.

Hvis man ønsker at få et personligt sejlnummer, kan det ske ved at henvende sig til bestyrelsen. Ved henvendelsen vil man kunne få oplyst, om det sejlnr. man kunne tænke sig er ledigt, eller hvilke der er ledige. Når man så har betalt beløbet for sejlnummeret, vil man kunne bruge det, og det vil også fremgå af hjemmesiden, hvilke sejlere der har hvilke sejlnr.

Selvom alle numre fra ”00” til ”99” vil kunne bruges som personligt sejlnr., vil vi gerne henlede opmærksomheden på numrene 10 til 50. Bådene med disse skrognr. (de fleste) eksisterer ikke eller er aldrig blevet målt, og da der i reglerne står, at det er sejlere med personligt sejlnr., der skal sætte et 1 tal i sejlet, hvis der er to både med samme sejlnr., vil man højst sandsynligt ikke komme ud for det så tit.

Vi har i første omgang valgt kun at indføre det i IOM klassen, for at se hvordan det fungerer og høste nogle erfaringer. Det skyldes at IOM klassen er den mest aktive, og derfor den mest aktuelle lige nu. På et senere tidspunkt vil det så kunne udvides til også at gælde for andre klasser.

Bestyrelsen håber, at I sejlere vil tage vel imod det og gøre brug af det.

 

Regler for personligt sejlnummer for IOM klassen

 

1.       Formål.

At oprette et system og beskrive retningslinier for personligt sejlnummer.

Systemet gælder kun for IOM klassen.

 

2.     Deltagere.

Alle medlemmer af Modelsejlklubben kan få et personligt sejlnummer til deres IOM båd(e). Man kan kun have ET personligt sejlnummer.

 

3.     Betaling.

Regler for betaling af registreringsafgift og årlig afgift følger reglerne for kontingent, og betales forud for et år ad gangen. Betalingen skal ske samtidig med kontingentbetalingen, og der vil ikke blive sendt rykkere ud ved manglende betaling. Hvis betaling af årlig afgift ikke er modtaget inden den 1. april, skal der betales ny registreringsafgift. Hvis man ønsker at skifte personligt sejlnummer, skal der ligeledes betales ny registreringsafgift. Registrerings afgift er inklusiv første års afgift.

 

Registreringsafgift:

100 kr.

Årlig afgift:

50 kr.

 

4.     Rettigheder og forpligtigelser.

Når man har fået tildelt og betalt for et personligt sejlnummer, vil ingen andre kunne få tildelt samme nummer, så længe man betaler den årlige afgift.

Alle numre fra 00 til 99 vil kunne bruges som personligt sejlnummer, og listen over hvilke sejlere der har fået tildelt hvilke sejlnumre, vil kunne findes på Modelsejlklubbens hjemmeside.

Hvis en sejler med personligt sejlnummer stiller op i et stævne, hvor der er en sejler med en båd med tilsvarende skrognummer, og denne sejler bruger det som sejlnummer, er det sejleren med personligt sejlnummer, der skal sætte et 1 tal i sejlene.

 

5.     Regelændringer.

Det er kun bestyrelsen, der kan ændre regler, og det vil ske med mindst 6 ugers varsel. Ændringer vil ske skriftligt og offentliggøres på hjemmesiden, og sejlere med e-mail vil også få besked direkte.